Podcast om teknologi og os der bruger den. Med Nikolaj Rasmussen og Esben Hardenberg.

Workflow: Byword og Marked 2

3rd December 2015

Vi diskuterer ofte produktivitet i podcasten - enten konkrete værktøjer eller på et (forhåbentlig højt) metaplan, hvor snakken går på, hvad produktivitet er, og hvordan det spiller sammen med den teknologi, vi bruger til daglig.

Jeg er ved at tage hul på et nyt workflow, der i hvert fald hjælper på min 'oplevede produktivitet', det vil sige, at jeg føler mig produktiv, når jeg bruger det.

 Og der er, som så mange gange før, tale om et skriveworkflow. De to stykker software, jeg bruger, er Byword og Marked 2 til OS X (og iOS i Bywords tilfælde).

Byword Bywords minimalistiske skriveinterface

Marked 2 Og Marked 2's minimalistiske preview, der i øvrigt kan tilpasses efter behov.

Fordelen ved Markdown er, at man kan bruge det skrevne direkte på internettet efterfølgende og dermed altså springe online teksteditors over i mange tilfælde.


Men hvordan bruger jeg det så og til hvad? Typisk skriver jeg README-filer til Github (for eksempel her) eller tekst til Rocket Cast-hjemmesiden. Jeg har Byword i venstre halvdel af skærmen og Marked 2 i højre. I højre side kan jeg hele tiden se outputtet af det, jeg skriver, så jeg slipper for at uploade min 'kode' blot for at opdage, at der er fejl.

Filerne er tekstfiler, der ligger i en Dropbox-mappe, til de er klar til at blive uploadet. Det har den fordel, at jeg kan bruge dem på tværs af computere og også på min telefon i en snæver vending.

Egentlig er jeg stadig i tvivl om, hvorvidt en app kan gøre dig 'mere produktiv', hvorfor jeg også sørgede for at skrive 'oplevede produktivitet' tidligere i denne blok. Den diskussion kommer vi forhåbentlig i kødet på i en kommende podcast, men indtil da vil jeg fortsætte med at bruge Byword og Marked 2 og i hvert fald gå ud fra, at det ikke gør mig mindre produktiv.

Esben excellerer på ugentlig basis i lange monologer med lommefilosofisk indhold og skiftevis begejstring over den næste nye dims og nedtur over at være fanget i forbrugerræset.

View Comments